I det private rum

Partnervold

Partnervold kan have mange former. Den kan bl.a. være psykisk, fysisk og seksuelt. Læs her om, hvordan kvinder har handlet for at begrænse og undgå den form for vold. Vil du vide mere om partnervold og vold i familien kan du downloade hæftet ”Så et frø - hvad alle bør vide om vold i familien, og hvordan du kan hjælpe”.

Jeg vidste det var prikken over i’et og jeg var færdig med ham Jeg havde da jeg var meget meget ung en kontrollerende, jaloux kæreste der også kørte på mig psykisk, truede med... (læs mere)
Jeg havde da jeg var meget meget ung en kontrollerende, jaloux kæreste der også kørte på mig psykisk, truede med at dræbe mig, skubbede, gav mig lussinger, slog mig på kroppen med knytnæver og låste mig inde. Jeg boede i udlandet med ham nogle måneder. En dag sagde han jeg skulle stå op om morgenen og gøre noget, jeg sagde nej, han sagde han ville slå mig hvis jeg ikke gjorde som han sagde, jeg sagde nej gjorde det stadig ikke, han slog mig med et bælte, jeg græd og han gik. Men jeg var alligevel glad for jeg havde sagt nej. Den følgende uge var han lidt sødere ved mig, og jeg spillede med selvom jeg vidste det var prikken over i’et og jeg var færdig med ham, men sådan gav han mig lov til at rejse uden en kamp da han troede jeg tog hjem på en en uges ferie. Jeg kom ikke tilbage igen.
Min veninde sagde de ord, som jeg havde brug for at høre Jeg fik en kæreste, da jeg var på udveksling i Madrid. En Venezuelansk musiker, asylansøger og mand. Han vidste fra... (læs mere)
Jeg fik en kæreste, da jeg var på udveksling i Madrid. En Venezuelansk musiker, asylansøger og mand. Han vidste fra første møde, at han ville være kærester. Jeg fandt ud af det hen ad vejen. Da jeg kom for at besøge ham første gang, efter jeg var vendt hjem til DK igen, skulle jeg møde hans mor og søstre og deres familier. Mændene, inklusiv min kæreste, sad i sofaen og snakkede og røg på altanen, mens kvinderne lavede drinks til mændene og tog sig af børnene. Moren sagde til mig, som den sidste ting, inden vi skiltes, at jeg skulle passe på hendes søn. Efter dette møde, havde jeg en underlig fornemmelse. Jeg havde en følelse af, at jeg var kommet ind i en familie, hvor jeg ikke hørte til. Jeg kunne mærke, at forventningerne til mig var højere end til min kæreste. Det forventedes, at jeg gjorde mere for forholdet, end han gjorde. Da jeg kom hjem igen, var der pride i københavn. Jeg var taget hjem til min bedste ven, og hans roomie for at drikke os fulde, inden vi skulle ud og deltage i gadefesterne. Min kæreste ringede til mig. Jeg sagde, at det ikke passede så godt, at snakke lige nu. Han ringede igen senere. Nu var han vred og anklagende. Han anklagede mig for, at lyve om hvor jeg var, og for at ville have sex med de to, efter hans mening, flotte fyre, som jeg festede med. Jeg følte, at det var min opgave at berolige ham, og gjorde så det, indtil han faldt ned igen. Jeg følte mig kuet. Jeg følte, at han havde fået styringen over mig, i den telefonsamtale. Og en vrede havde sat frø i mig. Senere på aftenen, var vi fulde i københavns glade gader. Min bedste ven og hans roomie var fulde og søde og roomien var smuk. Fanden tog ved mig, og jeg kyssede roomien, som en handling af lyst og trods, på samme tid. Senere endte jeg i roomiens seng. Han var sød og sagde bagefter, at han lidt håbede på, at jeg en dag ville komme og fortælle, at det ikke længere gik så godt med min kæreste. Næste dag bestilte vi take-away burger og han læste op af tekster, han havde skrevet, vi puttede, og jeg nød hvert øjeblik. Om aftenen fik jeg kolde fødder og måtte hjem. Jeg havde gjort noget forfærdeligt, som jeg aldrig troede, at jeg kunne gøre. Hvad var der gået af mig? Hvem troede jeg at jeg var? Nu havde jeg forrådt, den mand der elskede mig. Da jeg kom hjem ringede jeg til ham og fortalte hvad der var sket. Han græd og jeg græd og han blev vred, og jeg sagde, at jeg ville rejse ned, så vi kunne tale om det, dagen efter, for jeg ville ikke gå fra ham. Jeg bestilte dyre, hurtige billetter, til dagen efter. Vi talte og græd og jeg havde den værste skyldfølelse, jeg i mit liv har haft. Jeg var sikker på, at hvis forholdet gik i stykker, så var det mig, der ødelagde det. Han sagde igen og igen: Hvorfor gør du dette her mod mig? Hvorfor gør du dette her mod mig? Dengang forstod jeg ikke, at min utroskab havde været et tegn på modstand, fordi min underbevidsthed allerede dengang vidste, at der var noget galt.



Vi fortsatte vores forhold i nogle måneder. På hans fødselsdag, havde hans bedste veninde og jeg arrangeret en overraskelsesfest, som jeg ville tage ham hen til, efter vi havde været ude at spise. Han synes at jeg tjekkede min telefon, mistænkeligt ofte, og spurgte, om jeg skrev med en anden, en flirt. Da vi kom frem til festen forstod han. Efter festen, synes han at jeg havde snakket for meget med en af fyrene til festen. Han var sikker på, at fyren var interesseret i noget med mig. Sådan var der mange falske anklager om utroskab.



Gennemgående følte jeg stor skyld for det engangsknald, jeg havde haft, nu for flere måneder siden. Det førte med sig, at jeg nogle gange gik over mine egne grænser, fordi jeg på en måde følte, at det skyldte jeg. For eksempel gik jeg nogle gange med til at have analsex, selvom jeg faktisk ikke selv følte særlig meget lyst til netop dén form for sex, og i øvrigt var lidt skræmt af det. Men på en måde følte jeg, at jeg fortjente det, og at jeg skyldte ham, at gøre det for ham. Nogle gange sagde jeg til ham, at jeg syntes, at det gjorde ondt. Men det tog han sig ikke af. Han fortsatte, fordi han mente at han vidste, hvordan man har analsex, og hvornår det var for meget. Han stoppede som regel først, når det begyndte at bløde. Den sidste gang vi havde analsex, blødte jeg ud af røven hver gang jeg skulle skide, i en uge efter. Først dér, indså han, at det gjorde ondt på mig.



På en rejse med min mor, brød min mor sammen. Hun fortalte, at min far havde mødt en anden, en yngre kvinde. I det øjeblik var hun verdens mest ulykkelige menneske. Han ville nok skilles, men det var endnu ikke sikkert. Jeg var splittet, jeg var rasende og såret og voldsom og samtidigt følte jeg skyld, for jeg havde jo også været utro, ligesom min far. Jeg snakkede med min kæreste om det, og han var minimalt støttende. Grænsende til slet ikke. Han undlod ikke at bruge lejligheden til at fortælle mig, at det jo var det samme, jeg havde gjort mod ham. At det var overordnet, at min far havde haft en hemmelig kæreste i et halvt år, mens jeg havde begået et engangsknald. Dagen efter hjemkomsten til DK skulle jeg videre til Madrid, for at besøge min kæreste. Jeg var knust. Mit fundament var rystet og mit forhold til min far, som jeg elsker, og som elsker mig, var i den periode helt itu. Et halvt års løgne og skuespil havde revet vores forhold i trevler. Min kæreste var ikke synderligt medfølende. Hans far havde da også været hans mor utro mange gange. Da de endelig blev skilt, giftede han sig med sin sekretær, som han forøvrigt havde haft et hemmeligt forhold til, inden skilsmissen. Det var på en måde et vilkår, at man måtte finde sig i utroskab. På den rejse, tilbragte jeg meget tid, alene i hans lejlighed. Han susede rundt, skulle hele tiden øve sig med sine bands. På min sidste dag, inden jeg skulle hjem igen, skulle han stå for en endagsfestival i det lokale medborgerhus. Her tilbragte jeg det meste af dagen med at hjælpe ham og i resten af tiden forsøge at underholde mig selv. Jeg følte mig meget alene til dette kæmpe arrangement, uden venner og med en kæreste, der var optaget af andre ting. Jeg gjorde mit bedste for at holde mig selv underholdt og snakke med folk, på trods af, at i det hele taget var bund ulykkelig og ikke havde det der ligner overskud. Da hans band havde spillet, ville jeg finde dem og hilse på, men kunne ikke finde dem. Da de endelig viste sig, havde de røget sig skæve, og min kæreste var skæv og dum og jeg følte mig mere alene end nogensinde. Ædru, og træt og ked af det, med en uforstående kæreste, der i øvrigt havde taget stoffer. Uden at invitere mig med. Jeg blev ked af det, og kom til at græde lidt. Også lidt af arrighed. Han synes at det var pinligt, at hans kæreste græd foran hans band og trak mig til side. Jeg var rasende og følte mig alene og følte, at hans prioriteter var helt hen i vejret. Var det pinligt at hans kæreste viste følelser? Var det vigtigere at passe på sit image over for sit nye band, end at passe på sin relation til sin kæreste? Vi tog hjem kort efter, og jeg forklarede hvordan jeg havde det. Han havde lidt svært ved at forstå det, men glattede det ud. Nu ville han gerne tage et sødt kærestefoto, som han kunne lægge på sin instagram - for appearance over contents, of course. Det ville jeg ikke, men gik med til det alligevel, fordi jeg havde ikke kræfter til at tage konflikten. Om natten havde jeg svært ved at sove. Jeg lagde mig ud i stuen, for ikke at vække ham. Senere vågnede han og kom ind i stuen. Han ville gerne have at jeg kom med i seng. Han synes, at når han havde en kæreste, skulle han ikke sove alene. Jeg gik med ham ind, igen, for at undgå konfrontationen. Vi skulle tidligt op og i lufthavnen. Han var taget med, fordi jeg havde bedt ham om det. Men han var gnaven. Han følte, at han var nødt til at tage med mig i lufthavnen, fordi ellers ville jeg blive ked af det. Han havde selvfølgelig ret. Det endte med, at han skældte mig ud, nærmest råbte af mig i lufthavnen, foran alle de andre mennesker, der skulle tjekke ind. Hans vrede skræmte mig og som for at forsvare mig selv, lod jeg som om, han selvfølgelig havde ret, og glattede ud, så jeg kunne tjekke ind hurtigst muligt, og komme væk fra ham. Da jeg var ankommet til DK skrev han til mig, som om vores forhold var i den skønneste orden. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle være sammen med ham mere. Jeg vil ikke være sammen med en mand, der skræmmer mig, som ikke respekterer mine grænser og som prioriterer sit image over sit parforhold. Jeg mødtes med min gode, gode veninde, som har været i et langt forhold med psykisk vold. Jeg fortalte min historie, og hun sagde de ord, som jeg havde brug for at høre, for at finde styrke til at gøre det, som jeg måtte gøre: "Det lyder som starten på forholdet til min eks. Skynd dig væk, kære ven."
Valgte at gøre hvad han ikke forventede og reddede sit liv 35 år, så længe har jeg gået og gemt min ret så trælse historie. 35 år og jeg huske det... (læs mere)
35 år, så længe har jeg gået og gemt min ret så trælse historie. 35 år og jeg huske det som var det i går. Traumer glemmes aldrig, med mindre at hjernen har valgt at fortrænge. Jeg har aldrig fortalt den til nogen, for hvem ville tro mig. Jeg tager chancen og fortæller min historie nu, jeg er ikke bange for ham længere.

Jeg var 22 år og havde mødt en skøn mand der var ca 8 år ældre end jeg. Han var et klassisk stykke drømme prins. Derfor havde jeg ingen skrupler ved at flytte ind hos ham, da jeg fandt job i den del af landet han boede. Jeg kendte kun ham der og var derfor pænt alene.

Præcis hvornår det hele startede husker jeg ikke, men da de første slag faldt, var jeg i chok. Jeg blev ligesom lammet, både af angst og chok. Dagen efter kom han grædende og undskyldte for sin opførsel. Fra da af gik det kun en vej og det var nedad. Jeg fik tæsk et til to gange om ugen, nogen gange færre. Jeg var panisk angst og turde ikke fortælle det til nogen. Hvem ville tro på den her pæne mand kunne finde på det. Han isolerede mig, fulgte mig på job og stod og ventede på mig når jeg havde fri. Han begyndte at låse mig inde på badeværelset i total mørke efter han havde tævet mig. Han lukkede døren op og pegede og jeg kravlede så ind. Han begyndte også at skubbe mig når jeg mindst ventede det. Pludseligt faldt jeg ned i radiatoren, ned af trappen til kælderen, eller bare ind i væggen. Han begyndte sine voldtægter efter at ha låst mig ude fra toilettet, hvor jeg sad op til 1-3 timers tid.

Første gang forsøgte jeg at vriste mig fri, men han var stærkere end jeg, jeg var bare 162 høj og vejede 50 kg. Jeg lukkede mine øjne og resignerede. Et trick jeg brugte hver gang. Tænke mig ud af min krop og lade mig flyde væk.

Efter ca et år i "fangenskab" kulminerede det hele ved et af hans sædvanlige skub, og hvor han tog en tom flaske og smadrede bunden af på bordkanten i køkkenet. Jeg husker det stadig og ser det for mig som en film i slowmotion. Så flasken ramme og glasskårene flyve ud og lande på gulvet. Han vendte sig mod mig med flasken hævet op mod mit ansigt og nærmede sig. En halv meter fra mit ansigt løb jeg. Jeg løb på bare fødder ned i kælderen fordi hoveddøren der var låst, så jeg vidste han ville indhente mig inden jeg kom ud. Jeg løb ned i kælderen og jeg kunne høre han løb efter mig. Jeg havde tunnelsyn og kom til at løbe mig ind i et rum uden dør ud. Han stillede sig i døren og truede med flasken i hånden svingende i luften. Jeg vidste at kom jeg ikke ud ville han slå mig ihjel.

Jeg valgte at handle og gøre hvad han ikke forventede. Jeg gik mod ham og han stoppede og tøvede. Det var tid nok til at sparke ham med al min kraft jeg kunne presse ud af mig, lige i hans klokkeværk. Han bukkede helt sammen og det var nok til at jeg kom forbi og flygtede ud af kælderdøren, i sneen, på bare fødder og uden overtøj. Jeg mærkede det ikke, jeg løb bare. Det var mørkt, så jeg løb ind i en have og skjulte mig bag en hæk. Mens jeg sad der og gemte mig i en total gennemgribende angst, hørte jeg han startede sin knallert og kørte rundt i kvarteret og ledte, efter mig. Længere og længere væk ledte han. Det var først da jeg var sikker på han var helt væk at jeg løb ud og ned på en sti, der førte hen til en jeg kendte, der lukkede mig ind.

Her tænker nogen nok, hvorfor gik hun ikke ved første slag. Fordi jeg var bange. Nogen tænker sikkert, hvorfor gik hun ikke til politiet. Fordi jeg var ekstrem bange.

Der gik en del år og pludseligt så jeg ham, da jeg var i svømmehallen med min lille datter på et halvt år. Han kom med sin gravide kæreste og kravlede ned i bassinet. Jeg stivnede fuldstændigt og kunne intet. Min krop låste fuldstændig og jeg lod ham ikke af syne. Pludseligt fo'r mine moderinstinkter op i mig og jeg tog min datter og skyndte mig op af vandet. På det tidspunkt nede i vandet vågnede min hukommelse og jeg reagerede. Det var åbenbart lykkedes min hjerne at fortrænge alt det frygtelige tidligere. Tiden er gået 35 år. Jeg fortrængte det ikke længere, men lærte at skubbe det væk. Traumer glemmer man aldrig uanset hvor mange år der går. Det gør sindssygt ondt inden i mig, når jeg læser folk skrive at man ikke kan komme så lang tid efter og anklage nogen, det er ikke fair. Det kan man, fordi din hjerne, krop og følelser aldrig glemmer traumerne. Jeg svor for mig selv den dag jeg forlod bassinet, hvis der nogensinde er nogen der vil gøre mig ondt igen, vil jeg slå dem ihjel, det mener jeg og kan sige det uden at blinke med øjnene. Selv en voldsmand skal sove på et tidspunkt.
Søgt hjælp hos veninder og familie Jeg var atten år gammel, da vi begyndte vores forhold. Han havde i forvejen et fast forhold med hash og... (læs mere)
Jeg var atten år gammel, da vi begyndte vores forhold. Han havde i forvejen et fast forhold med hash og andre substanser, og før jeg vidste af det, så sad jeg og røg med ham dagligt. Fire måneder ind i vores forhold har jeg tabt femten kilo, og igennem hele vores relation, som strækker sig fire år, vejer jeg kun 32 kilo. Han holder mig vågen hele nætter, for at diskutere mine billeder på sociale medier, mine veninder, holdninger og modstand. Han fratager mig søvn samtlige gange før større begivenheder, som altid resulterede i, at jeg meldte mig syg eller aflyste. Jeg bliver smidt ud af lejligheden, så snart jeg er uenig i noget. Det gik så hurtigt med at få mig ud nogle gange, at jeg i minusgrader sad udenfor døren iført kun trusser og en t-shirt, og ventede på han lukkede mig ind.

Han giver mig et blåt øje fire gange på de fire år vi var sammen. To af gangene har han givet mig dem under sex, og hver gang får jeg at vide, at jeg selv bad om det. En nat går det så galt, at jeg ryger på skadestuen, og er sengelagt i en måned. Han havde kvalt mig, slået mig i ansigtet med knytnæve, og sparket til mig, mens jeg prøvede at kravle væk fra ham. Han stopper først med at sparke mig, da politiet banker på døren. Og jeg fortæller dem, af skræk, at jeg bare er faldet.

Jeg er igennem hele forholdet svækket (økonomisk og psykisk), magrer, svag og ender i et misbrug sammen med ham, da hans dagligdag i flere år før mig har bestået af hash til morgenmad.

Det er først som 21 årig, at det går op for mig hvor voldsomt det her forhold har været. Vi boede i en lille by, med et lille samfund, og folk regnede hurtigt ud, hvorfor jeg så ofte var blå og hævet i ansigtet. Det blev vores nye diskussion. At jeg havde ødelagt hans navn, ry og hans fremtidige karriere. Det er her, at jeg gør modstand for første gang. Det er først som 21 årig, efter fire blå øjne og en indlæggelse, at jeg siger fra. Jeg krævede en undskyldning, og det resulterede i en blokering. Men jeg sagde fra. Jeg havde flere gange forinden undskyldt overfor ham, for at have søgt hjælp hos veninder og familie. Han er ikke ked af, hvad han gjorde mod mig. Han er ked af, at folk fandt ud af det.
Går til både psykolog og psykiater efter 20 år i et psykisk fængsel (Den beretning er forkortet) De første 5 år var egentlig skønne, kærlighed, fest og farver, rejser, middage, byture, ros, beskæftigelse... jeg... (læs mere)
(Den beretning er forkortet)



De første 5 år var egentlig skønne, kærlighed, fest og farver, rejser, middage, byture, ros, beskæftigelse... jeg så ikke de små ting, de røde blinkende lamper som den smadrede dør, iturevet tøj, utroskab, aggressioner fejede jeg væk... han var jo god som dagen var lang resten af tiden....Undskyldninger, forklaringer, gaver, Den store evige kærlighed... imens han bar mig rundt på en piedestal, gravede han en “fængselscelle”... stjal mine oplysninger og oprettede lån, købte ting. Hver gang jeg reagerede, hver gang jeg råbte, græd, truede, skreg, tilgav og vendte og drejede mig rundt, fik han mig overbevist om det var min skyld, jeg kunne jo bare lade være med .... ... ... .... Ja, hvad end han nu syntes jeg skulle lade være med for at være i fred! Timer, dage, uger, måneder og årene er gået, hver gang lovede han bod og bedring, hver evig eneste gang kom han på “grædende knæ”.... Jeg kan ikke engang tal på alle de smykker, ting, tøj, kreditkort, sko, ejendele, møbler han har smidt væk eller ødelagt, for bagefter at fortælle mig, det nok var mig selv der var glemsom eller havde ødelagt/smidt tingene ud selv (for at give ham skylden)... Min familie blev skubbet væk, og pludselig var han mit eneste omdrejningspunkt, jeg havde ingen andre, jeg var og er i dag komplet isoleret.... Det blev nemlig til sidst “os mod verdenen”... bortset fra han tager på ture med drengene, tager ud rejser, er ude med “vennerne”(damer). Han har aldrig lagt en finger på mig, han har aldrig slået mig... Men han har isoleret mig, spærret mig inde, taget alt fra mig og tæsket mig så psykisk meget rundt, at jeg helt oprigtigt ville ønske han ville slå mig, for så ville jeg have en grund til at gå. Jeg har vidst i mange mange år, jeg er fanget, Jeg er så voldsomt “gaslightet”, jeg har siddet på sidelinjen og set mit eget liv kuldsejle fuldstændigt, paralyseret af skam, en så dyb skam de fleste mennesker slet ikke kan kapere det. Jeg går til både psykolog og nu psykiater. Efter 20 år i et psykisk fængsel blev tegnene for store til at selv læger kunne overse dem. Jeg har stadig ikke fortalt en levende sjæl om hvilket liv jeg I virkeligheden lever ikke engang dem, jeg har bare taget en ny maske på for at overleve!
Jeg er stolt af at jeg var så modig Min eks udsatte mig for psykisk og fysisk vold. Han havde bl.a en ting han gjorde med at skælde ud... (læs mere)
Min eks udsatte mig for psykisk og fysisk vold. Han havde bl.a en ting han gjorde med at skælde ud og råbe af mig indtil jeg begyndte at græde eller blev vred. Så filmede han min reaktion med sin telefon - og bagefter holdt han mig fast og tvang mig til at se filmene, så jeg selv kunne se hvor sindssyg jeg var. En dag efter sådan en seance tømte jeg min menstruationskop ud over hans telefon, hvilket objektivt set ikke var særligt voksent at gøre, og hvilket i situationen bare gjorde tingene værre, fordi han blev meget vred. Men når jeg tænker tilbage på det, er jeg stolt af at jeg var så modig.
Kæmpede for egen frihed og ret til at vælge Jeg var dødforelsket i en fransk mand og boede sammen med ham i et års tid i Frankrig. Jeg ser... (læs mere)
Jeg var dødforelsket i en fransk mand og boede sammen med ham i et års tid i Frankrig. Jeg ser mig selv som en moderne og selvstændig kvinde, men dér, i dét parforhold, endte jeg med ikke længere at kunne finde ud af, hvad jeg mente og hvad jeg drømte om for min fremtid. Kærlighed kræver kompromisser var blevet mit mantra, og det kunne altid retfærdiggøre min nye adfærd overfor mig selv og mine tætteste. Min daværende kæreste gjorde mig helt rund på gulvet - af kærlighed og konflikter. Han startede ustandseligt nye konflikter i vores parforhold, og de handlede altid om mig og mine valg. Jeg begyndte at tro på, at jeg var forkert på den og prioriterede forholdet for lidt i fht hvad jeg burde. I starten stillede jeg mig ikke tilfreds med hans argumenter, og jeg kæmpede derfor en brav kamp for min egen frihed og ret til at vælge. Men skænderierne blev ved, og jeg endte altid med at tabe diskussionerne, så jeg begyndte at opgive stædigheden, og tænkte, at jeg nok bare var forkert på den. Lige så stille opgav jeg drømmen om at få en karriere i Frankrig, til fordel for min kærestes arbejde. Jeg blev økonomisk afhængig af ham, jeg begyndte at se mine venner mindre og mindre og jeg stoppede med at gå til fest, selvom jeg knuselsker at danse og høre musik. Han fik mig talt fra at udforske nye muligheder og mennesker i byen, og jeg var til sidst fuldstændig isoleret i hans verden. Min mor kom på besøg i Frankrig, og jeg så rædslen i hendes øjne. Hun kunne ikke kende mig, og det kunne jeg heller ikke. Jeg tog beslutningen om at flytte hjem fra den ene dag til den anden, og flyttede en uge efter. Jeg er stadig den dag i dag taknemmelig for, at jeg lige dér kunne kende mig selv og min handlekraft og dermed vælge det bedste for mig selv!
Jaloux ekskæreste Min ekskæreste var meget jaloux. Engang truede han mig over telefonen med at slå op, hvis jeg ikke skrev til... (læs mere)
Min ekskæreste var meget jaloux. Engang truede han mig over telefonen med at slå op, hvis jeg ikke skrev til en af mine mandlige venner, at jeg aldrig ville se eller tale med ham igen. Jeg havde fem minutter til at sende bevis på, at jeg havde gjort det. Jeg forfalskede lynhurtigt et screenshot af en besked, som jeg sendte til min kæreste, men aldrig til min ven.
Holdt hovedet og ryggen op Selvom jeg prøvede at holde mig ”under radaren”, var R’s skældeund fuldstændig uforudsigelig. Jeg husker, at jeg følte mig virkelig... (læs mere)
Selvom jeg prøvede at holde mig ”under radaren”, var R’s skældeund fuldstændig uforudsigelig. Jeg husker, at jeg følte mig virkelig såret når R begyndte et ondskabsfuld verbalt angreb over idiotiske små ting. En gang glemte jeg at købe smør og R blev rasende, anklagede mig for at være ”uorganiseret” og ”uduelig”. Han fornærmede mig ved at tale ned til mig som et barn og belærte mig i ”hvordan jeg bedre kunne organisere mit liv.”

I denne deprimerende tid kan jeg huske, at jeg midt i R’s nedværdigende verbale angreb holdt hovedet højt og sagde til mig selv, ”stå højt” for at opretholde min værdighed. Efter jeg begyndte at holde mine følelser til mig selv, begyndte R at anklage mig for at være ”kold” og ”fjern”. Så husker jeg, at jeg gjorde mig følelsesløs for at mindske smerten.
Undgik en konflikt optrapning Vi sad i stuen og talte om de problemer, vi har haft (kvinden og hendes kæreste B.). B. blev opfarende og... (læs mere)
Vi sad i stuen og talte om de problemer, vi har haft (kvinden og hendes kæreste

B.). B. blev opfarende og talte meget højt. Det kunne vores hund ikke tåle, den blev nervøs og gøede. B. ville smide den ud i gangen, men jeg sagde "det er ikke hunden, der er noget i vejen med, det er os, der skal tale ordentligt".

Så fortsatte vi roligt.

Indtast din beretning