Jeg var for nyligt til fest i den sportsklub jeg er medlem af. De sidste to (begge mænd, den ene er min kammerat) går hjem omkring kl. 02.30. Jeg er frisk og går og rydder op, stiller borde og stole på plads og samler tomme dåser i en affaldspose. Den ene af mændende (ikke min kammerat, men jeg ved hvem han er) kommer tilbage. Han er halvsnaldret. Han spørger om jeg ikke skal hjem. Jeg siger jeg lige vil rydde lidt op, så oprydningsholdet, der skal komme dagen efter har mindre at lave. Jeg er ikke selv meldt til oprydningen dagen efter, så jeg vil gerne give mit bidrag, når jeg nu er frisk til det. Manden siger, at sådan har han det også selv og den indstilling synes han om hos mig. Han begynder at hjælpe. I løbet af oprydningen komplimenterer han min måde at være på. Han synes jeg er en "speciel dame", som han kalder det, men at han kan lide det. Jeg studser lidt over det, men takker venligt. Vi skal bære to sofaer på plads fra ét rum til et andet. Han spørger om jeg nu også kan det - det skal siges jeg er 174 cm høj, rimelig stærk, da jeg altid har dyrket sport - og så begynder jeg selv at løfte på sofaen. Han griner siger jeg er 'en sej dame' og tager selv fat i sofaen og det går selvfølgeligt lettere, når man er to.

Jeg får bestilt en taxa og skal til at hjem. Manden skal cykle hjem. Jeg står med overtøj på og er klar til at gå og han er ved at skifte fra sko til støvler. Pludselig siger han: 'Jeg skal med dig hjem', hvortil jeg venligt, men bestemt afviser.

Da vi er kommet ud af klubben stopper han op og siger så: 'Kommer du ikke lige og giver et kys'. Igen afviser jeg og tilføjer med et smil, at jeg kan slå ret hårdt, at han ved det. Vi skal gå fra klubben, hen ad en bælgravende mørk strand og op ad en lang trappe til en sti. Jeg er nødt til at lyse med min telefons lommelygte for os begge, for at vi kan se vejen op. Jeg går hastigt op ad trappen. Han går lidt bag mig og jeg knytter min ene hånd hårdt og er spændt i hele kroppen. For trejde gang spørger han om jeg ikke nok vil give et kys. Jeg afviser igen, siger at han kan godt glemme det og beder ham stoppe. Da vi når op for enden af trappen siger jeg, at nu skal han ikke vælte på cyklen på vej hjem. 'Kommer du ikke lige og gi'r et kram og et kys', prøver han igen. Jeg siger bare: 'Kom godt hjem' og så går jeg hastigt op til den nærliggende p-plads, hvor min taxa er ankommet.

En fyr jeg mødte i byen, men som jeg ikke havde talt synderligt meget med, ville gerne med mig hjem. Jeg sagde, at det skulle han ikke. Alligvel fulgte han med mig og tog bussen med mig hjem. Gentagende gange sagde jeg, at han ikke skulle med mig hjem. Da vi stod foran min hoveddør, nænnede jeg alligvel ikke at lukke døren i hovedet på ham. Fortalte han kunne få lov at sove her, men det var det. Vi havde nogle fælles venner og jeg boede hjemme, så følte mig ikke som sådan utryg ved at lukke ham ind i mit hjem.

Da vi kom op forsøgte han at kysse mig og mener også, at han rørte mig forneden. Min krop gik i stå men jeg vente mit hovede væk flere gange. På et tidspunkt forsøgte jeg endda også om jeg kunne nyde det, nu han var igang. Men jeg havde ikke lyst, vi havde ingen gengældte kys og til sidst spurgte han, om han skulle stoppe. Jeg sagde ja, og vi faldt i søvn. Det gentog sig næste morgen, hvor han igen endte med at spørge om, han skulle stoppe, hvortil han også spurgte om han skulle gå, hvilket jeg svarede ja tak til.

Jeg havde sagt nej så mange gange. Alligevel følger han efter mig hele vejen op til min seng, hvor han rør mig og kysser mig. Her stopper jeg mine forgæves forsøg på at sige nej verbalt men bliver ved at sige nej med min krop. På et tidspunkt forsøger jeg om jeg kan nyde det, nu han er igang, men det kan jeg ikke. Jeg kysser ikke igen. Jeg vender hovedet væk. Min krop går i stå. Jeg giver op. Jeg udtrykker ingen glæde ved hans kys og berøringer, tværtimod. Alligevel bliver han ved længe. Alligvel gik han formentlig derfra med en opfattelse af, at han ikke havde overtrådt mine grænser. Jeg formoder, han mente at have sit på det rene, da han jo havde spurgt om han skulle stoppe, hvorefter han stoppede og gik. Men mine grænser var i den grad overtrådt og jeg følte mig så ydmyget. Talte først rigtig om det flere år efter, da jeg var bange for, at folk ikke kunne forstå min oplevelse, da jeg jo selv havde lukket ham ind, ikke sagde verbalt nej eller skubbede ham væk, da han fysisk tilnærmede sig mig og han desuden selv endte med at stoppe det. Var bange for, at folk ikke mente, at det var et overgreb. Men det var det, jeg havde sagt nej så mange gange og på mange forskellige måder. Dejligt, at han til sidst stoppede og ikke fuldendte en voldtægt. Men jeg oplevede stadigvæk et overgreb.

Jeg er 13-14 år, en aktiv pige der laver masser af sport og klarer mig fint i skolen og har fritidsjob på en gård.

I ungdomsklubben en aften lærer en af de mandlige pædagoger os piger hvordan vi skal forsvare os fysisk, hvis vi bliver overfaldet af en mand. Vi øver os på hinanden i frigørelsesgreb og slag og spark. Jeg synes at det er spændende og har ingen problemer med at forsvare mig.

Derhjemme lærer min far mig en gang hvordan jeg skal forsvare mig fysisk, hvis en mand vil overfalde mig. Min mor spørger bekymret om jeg ikke er bange for at blive overfaldet når jeg cykler i mørket til ungdomsklubben eller til skolekammerater. Næ, det er jeg da ikke. Vi bor på landet og der er mørkt når solen er gået ned.

Jeg er i fysisk rigtig god form, er stærk og jeg elsker at vinde når jeg slås for sjov med drengene i min klasse. På fodboldbanen løber jeg stærkt, vinder ofte i tacklingerne og scorer masser af mål og har i det hele taget en eksplosiv energi.

Energien jeg har i mig i alle disse aktiviteter stammer også fra indestængt vrede der kommer ud. Vreden er bygget op gennem mange år. For derhjemme udsætter min far mig for seksuelt misbrug, fra jeg er ca. 8 år til jeg flygter som 18-årig. Min mor ved om det, og jeg fortæller grædende at jeg ikke kan holde det ud, men hun griber ikke ind. Han slår også min mor og mig og min storebror. Han sparker hul i døre i hjemmet og kommer fuld hjem fra kroen. Han er uforudsigelig. Han har magten over os.

Min far lærte mig hvordan jeg skulle sparke og forsvare mig hvis en fremmed mand ville overfalde mig. Men han eller min mor eller andre voksne lærte mig ikke at jeg har ret til at sige fra og hvordan, hvis en voksen, uanset hvilken voksen, overskrider mine grænser. Heller ikke hvor og hvordan jeg kan få hjælp fra andre voksne. Jeg lærte hjemmefra at mine følelser bliver der ikke lyttet til. Min far sagde derimod til mig at han havde ret til at bestemme over mig indtil jeg blev 18. Og han havde magten. Nogle venner, skolekammerater og folkeskolelærere vidste at han slog mig. Men ingen greb ind. Jeg havde ikke fortalt nogen om det seksuelle misbrug. Jeg turde ikke, af frygt for at den eneste verden, hvor jeg blev accepteret og havde status (skolen, vennerne, idrætsklubben), ville slå hånden af mig som ulækker. For så ville jeg have ingenting, så ville jeg dø. Ja, sådan så det ud i min verden. Min opfattelse som barn/ung var derfor: Der er ingen voksen, der hjælper mig, jeg er alene, så jeg må altså klare mig selv.

Jeg flygtede fra hjemmet da jeg blev 18 år. Min far var kørt ud i et ærinde den aften og jeg havde tilrettelagt det hele med venner fra gymnasiet, så de kom og hentede mig. Jeg forlod min mor den aften med sætningen,” Mor jeg flytter nu. Han kan ikke bestemme længere, jeg kan ikke holde det ud længere, jeg er nødt til at redde mig selv nu, og jeg kan ikke redde dig også.”

Jeg boede hos venner, færdiggjorde gymnasiet og fortrængte ubevidst alt om det seksuelle misbrug.

2 år senere boede jeg i Kbh. og opsøgte kvindebevægelsen. I Grevinde Danner huset i København, et kvinde- og krisecenter, begyndte jeg at gå til Feministisk Selvforsvar, hvor vi lærte om psykisk optakt, trænede fysiske øvelser som slag, frigørelses- og løbeteknik. Vi delte også succeshistorier og talte sammen og støttede hinanden i fortrolige basisgrupper, og vi gik i kvindepolitiske demonstrationer. Jeg oplevede at jeg ikke var alene og, at jeg blev anerkendt som den person jeg var.

Et stykke tid inde i denne forandringstid, en aften jeg læste i en bog, så dukkede alt det fortrængte om det seksuelle misbrug pludselig op! Mange ubehagelige detaljer væltede ind over mig. Min umiddelbare reaktion var at jeg ville opsøge ham og dræbe ham for det han havde gjort mod mig. Så vred var jeg. Men jeg ville ikke risikere at komme i fængsel, det var jo ham der skulle straffes. Jeg ringede den aften til min selvforsvarslærer Patricia Baker, som gav mig kontakt til en terapeut, hvor jeg gik i intensiv terapi i 4 år. Da jeg var stærk nok, anmeldte jeg ham. Politiet foretog efterforskning, han nægtede, min mor fortalte ikke hvad hun vidste, så der var ikke nok bevis til at køre en retssag. Jeg rejste så rundt og fortalte mine bedsteforældre, fastre og andre i familien, og min fars naboer som havde børn, om hans seksuelle misbrug af mig. Hans løgn og benægtelse kunne ikke leve længere, og han kunne ikke misbruge andre børn i hans nærhed. Jeg havde endelig gjort mig fri af hans magt. Jeg var 25 år gammel da.

Ingen andre kom nogensinde til at udsætte mig for overgreb eller krænkende behandling. Jeg kæmpede for og valgte et liv med selvrespekt, kærlighed og tro på egen styrke. Jeg er 60 år i dag.

Jeg var 17 år, da jeg første gang oplevede, det der af forskere nogle gange bliver kaldt et (tvangs)samleje. Det kalder jeg det ikke selv, for det var ikke noget, man kunne sige, vi gjorde sammen. Det var et overgreb.

For mig er det at være seksuelt sammen med en anden noget nært og intimt, som jeg heller ikke kalder ’et samleje’, det lyder så klinisk. ’At få sex´ synes jeg derimod lyder fremmedgjort. Som om hvem det er, man er sammen med, er ligegyldigt. I mangel af bedre og måske noget gammeldags, kalder jeg derfor seksuel intimitet ’at elske med’.

Men hvorfor nu denne ordleg? Fordi den siger noget om, hvorfor så mange kvinder får det svært efter et overgreb. Noget som vi opfatter som betydningsfuldt, intimt og personligt bliver påtvunget os mod vores vilje.



En solskinsdag sad jeg på kanten af et springvand og kedede mig lidt. Han, som jeg havde mødt én gang tidligere til en stille og rolig fest hos nogle venner, kom hen og satte sig ved siden af mig. Han var 23, skuespillerelev, stor, flot og veltrænet. Egentlig ikke min type. Vi snakkede lidt sammen. Han boede lige i nærheden og spurgte så, om jeg ville med op hos ham og drikke en kop te. Det sagde jeg ja til. Jeg havde ikke råd til at gå på café.



Da vi kom derop, satte han sig ret tæt ved siden af mig på sovesofaen. Det så ikke ud, som om der var optræk til te. Jeg trak mig til side, væk fra ham. Han fulgte efter. Ret hurtigt lagde han mig pludseligt ned og lagde sig henover mig, mens han holdt min hænder op over mit hoved. Han begyndte at åbne sine bukser og trække mine trusser ned. Jeg sag nej og igen nej og at jeg ikke ville. Han var meget større end mig, tung og stærk. Jeg sagde ” jeg aldrig havde været sammen med nogen”. Det sagde han, han ikke troede på. Han holdt stadig hænder fast over mit hoved. Jeg var bange. Han virkede truende. Jeg tænkte, at han ville begynde at slå løs på mig, hvis jeg gjorde mere modstand. Til sidst gav jeg mig og lå bare helt stille, til han havde gjort sig færdig. Jeg turde ikke andet. Måske spillede det også ind, at min mor ville have sagt, at jeg selv havde været ud om det. Man gik ikke hjem med en mand. Jeg slap ud af situationen uden fysiske skader end en brudt jomfruhinde. Det havde min eftergivenhed beskyttet mig imod. Han blev sur over blodet på hans sofa.



Jeg fortalte det ikke til nogen andre end en veninde, som jeg noget rystet traf på en café dagen efter.



Senere har jeg beskæftiget mig med vold og overgreb. Jeg ved, at for rigtig mange kvinder er sådan et overgreb en voldsom erfaring. For mig var det ikke helt sådan. Jeg var rystet, fordi jeg var blevet rigtig bange for ham. Det varede nogle uger, men så var det overstået.

Efter den erfaring lod jeg være med at gå hjem med mænd, jeg ikke kendte meget godt.



Jeg havde et stykke tid gået og tænkt på, hvem jeg skulle sige ja til, når en mand ville i seng med mig. Jeg ville have, at det skulle være ægte kærlighed første gang. Men hvornår var det nu det?

Min manglende seksuelle erfaring var blevet en belastning for mig selv. Mine veninder havde alle faste kærester, som de havde seksuelle forhold til. Og når jeg mødtes med unge mænd mere end én gang, var der pres på at sige ja til sex. Overgrebet betød, at jeg selv ikke længere behøvede spekulere på, hvem der skulle have lov til at være min første. Det var på en måde en slags lettelse. Jeg skammede mig ikke. Måske var det bl.a. derfor, jeg ikke blev så belastet af overgrebet, som jeg ved mange andre er blevet. Der kan jo være mange grunde til de måder, vi reagerer på og også mange måder.

Men det var en skræmmende og trist første erfaring med det, der kaldes sex.



Jeg har senere snakket med mange, der har været udsat for overgreb. Ikke alle bliver, ligesom jeg ikke gjorde, traumatiserede af den voldsomme erfaring. Ofte fordi følgerne og konsekvenserne ikke altid er lige voldsomme. Nogle tror så, der er noget i vejen med dem selv. Og nogle gange mener andre, at deres beretning så må være løgn, eller at de reagerer forkert, fordi de fortrænger. Det bidrager selvfølgelig til, at man får det værre.

I går nat, var det 7 år siden jeg lånte en sofa at sove på, fordi der var lang vej hjem og jeg var træt, blot for at vågne op et par timer senere, med en mands fingre oppe i mit underliv og en stor undren over, hvordan han var nået frem til den tro, at jeg havde lyst til det.

Jeg rejste mig, tog min jakke og min taske og forlod lejligheden.



Dagen efter ringede han til mig (efter åbenbart at have bedt fælles bekendte om mit telefonnummer), ikke for at sige undskyld, men for at fortælle mig, at han ikke var sådan et menneske, som jeg nu troede han var og, at jeg derfor ikke skulle sige til nogen, hvad han havde gjort. Jeg svarede ham, at han så skulle lade være med at opføre sig som et andet menneske end det han er og lagde røret på.

Hvis der endnu skulle findes nogen, som mener den slags grænseoverskridende adfærd, må være noget en kvinde selv har lagt op til, så lå der fuldt påklædt, sovende, under et tæppe, uden at have lagt mig til at sove sammen med ham, uden på noget tidspunkt i løbet af aftenen at have flirtet med ham eller på nogen anden måde vist den mindste interesse i ham, der på noget plan kunne tolkes som sexuel lyst til ham, med mindre han troede almindelig samtale, en lille gruppe mennesker imellem, betød frit valg for ham, af hvem han havde lyst til.

Forresten, så var jeg 39 år da det skete og han var vel midt i 40’erne.

Maiken Smidt Madsen

I tidsrummet mellem jeg var ti og tolv år gammel, voldtog to af mine mors kærester mig. Disse oplevelser og den skam der fulgte efter var svær at komme over. Jeg græd i intime situationer med mine kærester og min læge gav mig antidepressivt medicin.

Da jeg blev opmærksom på at medicinen holdt mig nede og jeg var træt af være et vrag, holdt jeg op med at tage medicin og tingene begyndte at blive bedre. Det tog år, men min erkendelse af, at jeg havde overlevet og at jeg ikke var skyld i det der skete mig som barn, hjalp mig til at føle at jeg kunne begynde på ny.

Jeg har oplevet at min eksmands ven tog mig på min bagdel. Jeg reagerede ved at fortælle det til min eks .Desværre var det noget der ikke blev gjort mere ved, jeg stod med det selv. En anden af hans venner sagde til mig at den dag jeg ikke vil min mand mere kunne jeg bare komme til ham og hygge mig. Han fik at vide at det var meget ulækkert det han lige sagde. Så oplevede jeg med min eksmands ene familiemedlem at han tog mig på mit ene bryst og mit lår. Jeg reagerede ved at fortælle det til min eks, men intet blev gjort ved det heller. Jeg følte jeg stod med det selv. Lige så stille gik jeg i stykker indeni.

På et tidspunkt til en fest med nogle veninder kom den ene ven op til mig (ham der tog mig på min bagdel) og truede mig med tæsk. Der knækkede jeg sammen. Jeg fortalte min eks det og jeg fik at vide jeg skulle prøve at glemme oplevelsen og komme videre. Men det er nu 1 år siden og jeg har været igennem en skilsmisse og jeg arbejder stadig på at kunne stole på en mand igen.

Efter min skilsmisse oplevede jeg en nabo tage mig på min bagdel og rigtig kramme den. Jeg havde bestemt ikke givet ham lov. Det jeg gjorde var, jeg skubbede ham væk og sagde at han skulle holde sine hænder for sig selv og at jeg ikke brød mig om det. Han grinede bare og sagde den var dejlig blød.

En dag i en butik lige i starten af corona udbruddet stod en mand bag mig i køen og sagde til mig at det var svært at få sex i denne tid når vi skal holde afstand. Han fik at vide at han må søge andre steder, for jeg er ikke interesseret.

Hilsen anonym kvinde 37 år

Da min morfar holdt om mig og strøg op og ned af min ryg mens han mumlede at jeg var så dejlig skubbede jeg ham væk og sagde, at han skulle tage hjem nu.

Jeg gik i 6. klasse og besøgte sammen med to veninder en ældre mand, som var reservebedste for én af os. Da han begyndte at befale os maste vi os forbi ham og cyklede væk derfra.

Jeg havde mødt en fyr og været sammen med ham et par gange – seksuelt. Nu var han – efter aftale – på besøg hos mig, og vi sad og snakkede. Jeg fandt ud af, at han irriterede mig, og at jeg ikke havde lyst til ham. Jeg sagde da pænt til ham, at jeg syntes, at han

skulle gå. Det ville han på ingen måde og sagde en hel masse. Jeg blev hurtigt meget vred og sagde helt klart og hårdt, at han skulle skride. Han var ved at blive gal og fortalte mig, at jeg skulle slappe af, og at jeg opførte mig underligt.

Jeg holdt aggressivt fast ved mit – samlede hans ting sammen og satte dem uden for døren. Da han også kom ud i entréen skubbede jeg ham ud af den åbne dør og smækkede den i.

Med hensyn til min egen historie, så er det nok mest en historie om ikke at ha’ afværget vold, i hvert tilfælde på det fysiske plan. (Selv om jeg dog afværgerede en såkaldt ”fuldbyrdet voldtægt”, hvilket jeg immervæk er glad for, fordi det sandsynligvis havde smadret mit underliv totalt, - ud over alt det psykiske).

Derimod føler jeg, at jeg ”vandt” kampen på det psykiske plan. Dels satte jeg altså grænsen i den sidste ende (ved at slå og ved at skrige). Jeg satte i løb efter ham, da han endelig stak af, og forfulgte ham råbende og skrigende og splitter-ravende nøgen gennem hele huset ud på gaden, og videre af sidegaderne, indtil han til sidst forsvandt for mig.

Endelig føler jeg også, at min måde at bearbejde oplevelsen på har gjort mig psykisk stærkere. Det lyder måske paradoksalt, for selvfølgelig har oplevelsen også gjort mig mere bange i nogen situationer, og jeg har haft angst-anfald også (angst-anfald som selvfølgelig handler om meget mere end angsten for fysisk vold).

Men når jeg tænker tilbage på oplevelsen, så føler jeg klart, at det var mig, der psykisk var den stærkeste. Det er svært at beskrive. Det var en situation, hvor han lå oven på mig og tog kvælergreb, og jeg overhovedet ikke havde mere luft tilbage. Da skete der noget inden i mig, jeg vidste med ét helt klart, at der ikke var andet at gøre end at acceptere situationen 100% - det var ham, der bestemt. Men han skulle ikke få mig! Det var en utrolig psykisk kraft, som jeg tror, man skal ha’ oplevet selv, for helt at forstå det. Jeg var stærkere end ham, og det var ligesom om han mærkede det. Eller også blev han bare bange for, at jeg var ved at dø, og så slap han taget, men slap, det gjorde han altså! Og da jeg så sloges med ham og begyndte at skrige, så blev han panikslagen og stak af, helt febrilsk. Og da jeg skreg, var det intet hjælpeløst, skrækslagent. Det var slet og ret aggression, og et nøgternt forsøg på at påkalde andres opmærksomhed, så manden kunne blive fanget og stillet til ansvar. Og det var højt. Hele vejen ned gennem gaderne.

Jeg synes, det er svært at placere min oplevelse og mine følelser i forhold til vante beskrivelser af voldtægt.

Jeg føler jo netop selv, at dér hvor min egen styrke kom frem, det var der, hvor jeg accepterede min truede situationen, samtidig med, at jeg helt selv vidste, hvor jeg stod henne… Og dermed faktisk reddede mit eget liv.

For det, som man i virkeligheden dør af, når nogen tager kvælergreb på én, - det er jo ikke selve kvælningen, luftmanglen. Det er derimod en choktilstand som indtræder i det øjeblik kvæler-hænderne trykker ind på adrenalin-kirtlen, som så sender chok-bølge rundt i hele kroppen.

Men ”chok”, - det er jo også noget psykisk, og dermed noget, som man kan lære at kontrollere. Hvis jeg i den omtalte situation var gået i panik, - ja, så skrev jeg højst sandsynligt ikke dette brev, for så var jeg nok død af det.

Forstår I mig, hvis jeg siger, jeg føler, jeg har reddet mig eget liv = sejret over min egen død??? Det lyder måske lidt flippet, men ét er sikkert: jeg er blevet stærkere af det.

På min første rejse igennem Europa mødte jeg en ung mand på et vandrerhjem i München. Vi havde en hyggelig samtale, hvori han bl.a. fortalte, at han læste på universitetet i byen. Han spurgte på et tidspunkt, om han måtte vise mig en berømt øl-hal, og det sagde jeg ja til. Jeg var på ingen måde interesseret i ham seksuelt, og det mener jeg, at jeg viste ham med min måde at være på. Men han sørgede for, at jeg kom for sent tilbage til vandrerhjemmet, og derfor var jeg låst ude. Jeg blev rasende og skældte ud, men han undskyldte og var ”åh, så ulykkelig”. Han tilbød mig at sove på gulvet på sit kollegieværelse, og selvom mine røde lamper lyste, tog min pænhed over, og jeg tænkte, `en universitetsstuderende kan ikke være farlig,´ og jeg tog med ham hjem. Jeg blev klogere. Da vi kom ind i hans værelse begyndt en time lang kamp. Pludselig var det ikke på gulvet jeg skulle sov, men sammen med ham. Han havde løjet og manipuleret mig. Jeg prøvede længe at tale ham fra det, men på et tidspunkt gav han mig en lussing og så holdt jeg op med at gøre modstand. Jeg er overbevidst om, at det at jeg gjorde modstand og argumenterede så kraftigt imod at have sex med ham forkortet og formindsket det overgreb jag blev udsat for. Det blev til ”anden kønslig omgang” og ikke en fuldbyrdet voldtægt. Næste formiddag kørt han mig tilbage til vandrehjemmet i hans bil. Hans sidste ord til mig, mens jeg skyndte mig ud af bilen var: `Det er en kvindes pligt at tilfredsstille en mand, hvis han har lyst.´(!)

Jeg anmeldte ikke episoden, men rejste hurtigt videre. Dog sat jeg en kort beskrivelse af ham op på vandrehjemmets opslagstavl med en advarsel til andre inden jeg rejste.

Det tog mig et par år inden jeg kunne definere det jeg havde været udsat for som et seksuelt overgreb. I mit hoved var et overgreb noget der foregik på gaden og gerningsmanden var en ukendt mand – ikke en universitetsstuderende som jeg havde diskuteret alt muligt med inden.

Jeg har siden lært en hel del om, hvordan jeg endnu bedre kan tackle sådanne situationer og har ikke været ude for en lignende situation.

Jeg er ca 15-16 år og bor hjemme endnu. Den situation jeg vil fortælle, om er en seance der er foregået mange gange. Men denne gang er den første gang jeg er i stand til at turde handle og kæmpe imod og undgå min fars incestoverbreb mod mig.

Jeg ligger i min seng på mit værelse. Det er nat. Jeg sover ikke, jeg ligger og lytter efter lyde. Jeg hører mine forældres soveværelses dør blive åbnet. På den måde den åbnes på kan jeg høre at det er ham. Jeg trækker natkjolen ned for at dække min krop og vender ryggen mod rummet, ud mod ham. Jeg trækker dynen ned omkring mig, så den ligger spændt fast omkring mig. Jeg lægger armene beskyttende op omkring mine bryster og knytter hænderne sammen ved mit ansigt. Jeg trækker benene op og tæt sammen. Jeg lader som om jeg sover. Jeg ved at han snart vil komme ind og lægge sig ved siden af mig og begynde at famle på min krop. Jeg kan mærke vreden i min mave, bliver følelseskoldt, lukket, afvisende. Han plejer at gå på toilettet først og så kom ind. Rigtig nok hører jeg ham komme ud fra toilettet. Jeg hører skridtene hen imod min dør. I det dørhåndtaget trækkes ned er alle mine kanaler lukket. Jeg vil ikke lade ham røre min krop, jeg er vred og jeg kan ikke holde vreden neutral og dæmpe den. Han kommer ind i mit værelse og jeg lader som om jeg sover. Da han lægger sig bagved ryggen på mig, lader jeg som om jeg vågner. Jeg rykker mig vredt og afvisende væk fra ham, jeg udbryder lyde af irritation og siger noget med ”Altså, lad være, jeg sover”: Han forsøger at komme ind under dynen. Jeg gør modstand ved at holde dynen omkring mig og siger vredt ”Lad være”. Han bliver ved med at famle sig ned under dynen og presse sig ind mod mig. Jeg bliver rasende, skyder ryg og stemmer hænder og fødder mod væggen og med alle mine kræfter skubber jeg ham ud af sengen. Han falder ned på gulvet med et bump. Jeg griner lidt ind i mig selv. Efter den første følelse af sejr, vundet, bliver jeg nu også lidt bange for hvad han nu vil gøre. Jeg ligger stadig lukket med ryggen imod ham og føler tiden snegler sig afsted. Hvad sker der nu, hvad sker der nu!! Jeg føler mig svagere, men holder min afvisning. Han udstøder nogle rasende lyde, rejser sig og går hurtigt ud af rummet og smækker døren i efter sig. Jeg har en blanding af angst og en følelse af at jeg har sejret. Han var ikke så magtfuld mere. Jeg føler mig overlegen og stærk mod ham. Jeg ved at jeg har gjort det helt rigtige, det var ham der gjorde noget forkert, det var ham der var den svage.