I det private rum

Seksualiseret vold

Her kan du læse beretninger om piger og kvinders håndtering af forskellige slags seksualiserede overgreb bl.a. voldtægt, som foregik i privaten.

Der er mange måder at reagere på et overgreb Jeg var 17 år, da jeg første gang oplevede, det der af forskere nogle gange bliver kaldt et (tvangs)samleje. Det... (læs mere)
Jeg var 17 år, da jeg første gang oplevede, det der af forskere nogle gange bliver kaldt et (tvangs)samleje. Det kalder jeg det ikke selv, for det var ikke noget, man kunne sige, vi gjorde sammen. Det var et overgreb.

For mig er det at være seksuelt sammen med en anden noget nært og intimt, som jeg heller ikke kalder ’et samleje’, det lyder så klinisk. ’At få sex´ synes jeg derimod lyder fremmedgjort. Som om hvem det er, man er sammen med, er ligegyldigt. I mangel af bedre og måske noget gammeldags, kalder jeg derfor seksuel intimitet ’at elske med’.

Men hvorfor nu denne ordleg? Fordi den siger noget om, hvorfor så mange kvinder får det svært efter et overgreb. Noget som vi opfatter som betydningsfuldt, intimt og personligt bliver påtvunget os mod vores vilje.



En solskinsdag sad jeg på kanten af et springvand og kedede mig lidt. Han, som jeg havde mødt én gang tidligere til en stille og rolig fest hos nogle venner, kom hen og satte sig ved siden af mig. Han var 23, skuespillerelev, stor, flot og veltrænet. Egentlig ikke min type. Vi snakkede lidt sammen. Han boede lige i nærheden og spurgte så, om jeg ville med op hos ham og drikke en kop te. Det sagde jeg ja til. Jeg havde ikke råd til at gå på café.



Da vi kom derop, satte han sig ret tæt ved siden af mig på sovesofaen. Det så ikke ud, som om der var optræk til te. Jeg trak mig til side, væk fra ham. Han fulgte efter. Ret hurtigt lagde han mig pludseligt ned og lagde sig henover mig, mens han holdt min hænder op over mit hoved. Han begyndte at åbne sine bukser og trække mine trusser ned. Jeg sag nej og igen nej og at jeg ikke ville. Han var meget større end mig, tung og stærk. Jeg sagde ” jeg aldrig havde været sammen med nogen”. Det sagde han, han ikke troede på. Han holdt stadig hænder fast over mit hoved. Jeg var bange. Han virkede truende. Jeg tænkte, at han ville begynde at slå løs på mig, hvis jeg gjorde mere modstand. Til sidst gav jeg mig og lå bare helt stille, til han havde gjort sig færdig. Jeg turde ikke andet. Måske spillede det også ind, at min mor ville have sagt, at jeg selv havde været ud om det. Man gik ikke hjem med en mand. Jeg slap ud af situationen uden fysiske skader end en brudt jomfruhinde. Det havde min eftergivenhed beskyttet mig imod. Han blev sur over blodet på hans sofa.



Jeg fortalte det ikke til nogen andre end en veninde, som jeg noget rystet traf på en café dagen efter.



Senere har jeg beskæftiget mig med vold og overgreb. Jeg ved, at for rigtig mange kvinder er sådan et overgreb en voldsom erfaring. For mig var det ikke helt sådan. Jeg var rystet, fordi jeg var blevet rigtig bange for ham. Det varede nogle uger, men så var det overstået.

Efter den erfaring lod jeg være med at gå hjem med mænd, jeg ikke kendte meget godt.



Jeg havde et stykke tid gået og tænkt på, hvem jeg skulle sige ja til, når en mand ville i seng med mig. Jeg ville have, at det skulle være ægte kærlighed første gang. Men hvornår var det nu det?

Min manglende seksuelle erfaring var blevet en belastning for mig selv. Mine veninder havde alle faste kærester, som de havde seksuelle forhold til. Og når jeg mødtes med unge mænd mere end én gang, var der pres på at sige ja til sex. Overgrebet betød, at jeg selv ikke længere behøvede spekulere på, hvem der skulle have lov til at være min første. Det var på en måde en slags lettelse. Jeg skammede mig ikke. Måske var det bl.a. derfor, jeg ikke blev så belastet af overgrebet, som jeg ved mange andre er blevet. Der kan jo være mange grunde til de måder, vi reagerer på og også mange måder.

Men det var en skræmmende og trist første erfaring med det, der kaldes sex.



Jeg har senere snakket med mange, der har været udsat for overgreb. Ikke alle bliver, ligesom jeg ikke gjorde, traumatiserede af den voldsomme erfaring. Ofte fordi følgerne og konsekvenserne ikke altid er lige voldsomme. Nogle tror så, der er noget i vejen med dem selv. Og nogle gange mener andre, at deres beretning så må være løgn, eller at de reagerer forkert, fordi de fortrænger. Det bidrager selvfølgelig til, at man får det værre.

Hvordan kan han tro, at jeg havde lyst til det! I går nat, var det 7 år siden jeg lånte en sofa at sove på, fordi der var lang vej... (læs mere)
I går nat, var det 7 år siden jeg lånte en sofa at sove på, fordi der var lang vej hjem og jeg var træt, blot for at vågne op et par timer senere, med en mands fingre oppe i mit underliv og en stor undren over, hvordan han var nået frem til den tro, at jeg havde lyst til det.

Jeg rejste mig, tog min jakke og min taske og forlod lejligheden.



Dagen efter ringede han til mig (efter åbenbart at have bedt fælles bekendte om mit telefonnummer), ikke for at sige undskyld, men for at fortælle mig, at han ikke var sådan et menneske, som jeg nu troede han var og, at jeg derfor ikke skulle sige til nogen, hvad han havde gjort. Jeg svarede ham, at han så skulle lade være med at opføre sig som et andet menneske end det han er og lagde røret på.

Hvis der endnu skulle findes nogen, som mener den slags grænseoverskridende adfærd, må være noget en kvinde selv har lagt op til, så lå der fuldt påklædt, sovende, under et tæppe, uden at have lagt mig til at sove sammen med ham, uden på noget tidspunkt i løbet af aftenen at have flirtet med ham eller på nogen anden måde vist den mindste interesse i ham, der på noget plan kunne tolkes som sexuel lyst til ham, med mindre han troede almindelig samtale, en lille gruppe mennesker imellem, betød frit valg for ham, af hvem han havde lyst til.

Forresten, så var jeg 39 år da det skete og han var vel midt i 40’erne.

Maiken Smidt Madsen
Væk med skam og skyld I tidsrummet mellem jeg var ti og tolv år gammel, voldtog to af mine mors kærester mig. Disse oplevelser og... (læs mere)
I tidsrummet mellem jeg var ti og tolv år gammel, voldtog to af mine mors kærester mig. Disse oplevelser og den skam der fulgte efter var svær at komme over. Jeg græd i intime situationer med mine kærester og min læge gav mig antidepressivt medicin.

Da jeg blev opmærksom på at medicinen holdt mig nede og jeg var træt af være et vrag, holdt jeg op med at tage medicin og tingene begyndte at blive bedre. Det tog år, men min erkendelse af, at jeg havde overlevet og at jeg ikke var skyld i det der skete mig som barn, hjalp mig til at føle at jeg kunne begynde på ny.
Sagde fra overfor flere episoder med seksualiseret chikane Jeg har oplevet at min eksmands ven tog mig på min bagdel. Jeg reagerede ved at fortælle det til min... (læs mere)
Jeg har oplevet at min eksmands ven tog mig på min bagdel. Jeg reagerede ved at fortælle det til min eks .Desværre var det noget der ikke blev gjort mere ved, jeg stod med det selv. En anden af hans venner sagde til mig at den dag jeg ikke vil min mand mere kunne jeg bare komme til ham og hygge mig. Han fik at vide at det var meget ulækkert det han lige sagde. Så oplevede jeg med min eksmands ene familiemedlem at han tog mig på mit ene bryst og mit lår. Jeg reagerede ved at fortælle det til min eks, men intet blev gjort ved det heller. Jeg følte jeg stod med det selv. Lige så stille gik jeg i stykker indeni.

På et tidspunkt til en fest med nogle veninder kom den ene ven op til mig (ham der tog mig på min bagdel) og truede mig med tæsk. Der knækkede jeg sammen. Jeg fortalte min eks det og jeg fik at vide jeg skulle prøve at glemme oplevelsen og komme videre. Men det er nu 1 år siden og jeg har været igennem en skilsmisse og jeg arbejder stadig på at kunne stole på en mand igen.

Efter min skilsmisse oplevede jeg en nabo tage mig på min bagdel og rigtig kramme den. Jeg havde bestemt ikke givet ham lov. Det jeg gjorde var, jeg skubbede ham væk og sagde at han skulle holde sine hænder for sig selv og at jeg ikke brød mig om det. Han grinede bare og sagde den var dejlig blød.

En dag i en butik lige i starten af corona udbruddet stod en mand bag mig i køen og sagde til mig at det var svært at få sex i denne tid når vi skal holde afstand. Han fik at vide at han må søge andre steder, for jeg er ikke interesseret.

Hilsen anonym kvinde 37 år
Skubbede morfar væk Da min morfar holdt om mig og strøg op og ned af min ryg mens han mumlede at jeg var... (læs mere)
Da min morfar holdt om mig og strøg op og ned af min ryg mens han mumlede at jeg var så dejlig skubbede jeg ham væk og sagde, at han skulle tage hjem nu.
Kom væk fra krænkende reservebedste Jeg gik i 6. klasse og besøgte sammen med to veninder en ældre mand, som var reservebedste for én af... (læs mere)
Jeg gik i 6. klasse og besøgte sammen med to veninder en ældre mand, som var reservebedste for én af os. Da han begyndte at befale os maste vi os forbi ham og cyklede væk derfra.
Skubbede ham ud af døren Jeg havde mødt en fyr og været sammen med ham et par gange – seksuelt. Nu var han – efter... (læs mere)
Jeg havde mødt en fyr og været sammen med ham et par gange – seksuelt. Nu var han – efter aftale – på besøg hos mig, og vi sad og snakkede. Jeg fandt ud af, at han irriterede mig, og at jeg ikke havde lyst til ham. Jeg sagde da pænt til ham, at jeg syntes, at han

skulle gå. Det ville han på ingen måde og sagde en hel masse. Jeg blev hurtigt meget vred og sagde helt klart og hårdt, at han skulle skride. Han var ved at blive gal og fortalte mig, at jeg skulle slappe af, og at jeg opførte mig underligt.

Jeg holdt aggressivt fast ved mit – samlede hans ting sammen og satte dem uden for døren. Da han også kom ud i entréen skubbede jeg ham ud af den åbne dør og smækkede den i.

Han skulle ikke få mig Med hensyn til min egen historie, så er det nok mest en historie om ikke at ha’ afværget vold, i... (læs mere)
Med hensyn til min egen historie, så er det nok mest en historie om ikke at ha’ afværget vold, i hvert tilfælde på det fysiske plan. (Selv om jeg dog afværgerede en såkaldt ”fuldbyrdet voldtægt”, hvilket jeg immervæk er glad for, fordi det sandsynligvis havde smadret mit underliv totalt, - ud over alt det psykiske).

Derimod føler jeg, at jeg ”vandt” kampen på det psykiske plan. Dels satte jeg altså grænsen i den sidste ende (ved at slå og ved at skrige). Jeg satte i løb efter ham, da han endelig stak af, og forfulgte ham råbende og skrigende og splitter-ravende nøgen gennem hele huset ud på gaden, og videre af sidegaderne, indtil han til sidst forsvandt for mig.

Endelig føler jeg også, at min måde at bearbejde oplevelsen på har gjort mig psykisk stærkere. Det lyder måske paradoksalt, for selvfølgelig har oplevelsen også gjort mig mere bange i nogen situationer, og jeg har haft angst-anfald også (angst-anfald som selvfølgelig handler om meget mere end angsten for fysisk vold).

Men når jeg tænker tilbage på oplevelsen, så føler jeg klart, at det var mig, der psykisk var den stærkeste. Det er svært at beskrive. Det var en situation, hvor han lå oven på mig og tog kvælergreb, og jeg overhovedet ikke havde mere luft tilbage. Da skete der noget inden i mig, jeg vidste med ét helt klart, at der ikke var andet at gøre end at acceptere situationen 100% - det var ham, der bestemt. Men han skulle ikke få mig! Det var en utrolig psykisk kraft, som jeg tror, man skal ha’ oplevet selv, for helt at forstå det. Jeg var stærkere end ham, og det var ligesom om han mærkede det. Eller også blev han bare bange for, at jeg var ved at dø, og så slap han taget, men slap, det gjorde han altså! Og da jeg så sloges med ham og begyndte at skrige, så blev han panikslagen og stak af, helt febrilsk. Og da jeg skreg, var det intet hjælpeløst, skrækslagent. Det var slet og ret aggression, og et nøgternt forsøg på at påkalde andres opmærksomhed, så manden kunne blive fanget og stillet til ansvar. Og det var højt. Hele vejen ned gennem gaderne.

Jeg synes, det er svært at placere min oplevelse og mine følelser i forhold til vante beskrivelser af voldtægt.

Jeg føler jo netop selv, at dér hvor min egen styrke kom frem, det var der, hvor jeg accepterede min truede situationen, samtidig med, at jeg helt selv vidste, hvor jeg stod henne… Og dermed faktisk reddede mit eget liv.

For det, som man i virkeligheden dør af, når nogen tager kvælergreb på én, - det er jo ikke selve kvælningen, luftmanglen. Det er derimod en choktilstand som indtræder i det øjeblik kvæler-hænderne trykker ind på adrenalin-kirtlen, som så sender chok-bølge rundt i hele kroppen.

Men ”chok”, - det er jo også noget psykisk, og dermed noget, som man kan lære at kontrollere. Hvis jeg i den omtalte situation var gået i panik, - ja, så skrev jeg højst sandsynligt ikke dette brev, for så var jeg nok død af det.

Forstår I mig, hvis jeg siger, jeg føler, jeg har reddet mig eget liv = sejret over min egen død??? Det lyder måske lidt flippet, men ét er sikkert: jeg er blevet stærkere af det.

Modstand forkortet og formindsket overgrebet På min første rejse igennem Europa mødte jeg en ung mand på et vandrerhjem i München. Vi havde en hyggelig... (læs mere)
På min første rejse igennem Europa mødte jeg en ung mand på et vandrerhjem i München. Vi havde en hyggelig samtale, hvori han bl.a. fortalte, at han læste på universitetet i byen. Han spurgte på et tidspunkt, om han måtte vise mig en berømt øl-hal, og det sagde jeg ja til. Jeg var på ingen måde interesseret i ham seksuelt, og det mener jeg, at jeg viste ham med min måde at være på. Men han sørgede for, at jeg kom for sent tilbage til vandrerhjemmet, og derfor var jeg låst ude. Jeg blev rasende og skældte ud, men han undskyldte og var ”åh, så ulykkelig”. Han tilbød mig at sove på gulvet på sit kollegieværelse, og selvom mine røde lamper lyste, tog min pænhed over, og jeg tænkte, `en universitetsstuderende kan ikke være farlig,´ og jeg tog med ham hjem. Jeg blev klogere. Da vi kom ind i hans værelse begyndt en time lang kamp. Pludselig var det ikke på gulvet jeg skulle sov, men sammen med ham. Han havde løjet og manipuleret mig. Jeg prøvede længe at tale ham fra det, men på et tidspunkt gav han mig en lussing og så holdt jeg op med at gøre modstand. Jeg er overbevidst om, at det at jeg gjorde modstand og argumenterede så kraftigt imod at have sex med ham forkortet og formindsket det overgreb jag blev udsat for. Det blev til ”anden kønslig omgang” og ikke en fuldbyrdet voldtægt. Næste formiddag kørt han mig tilbage til vandrehjemmet i hans bil. Hans sidste ord til mig, mens jeg skyndte mig ud af bilen var: `Det er en kvindes pligt at tilfredsstille en mand, hvis han har lyst.´(!)

Jeg anmeldte ikke episoden, men rejste hurtigt videre. Dog sat jeg en kort beskrivelse af ham op på vandrehjemmets opslagstavl med en advarsel til andre inden jeg rejste.

Det tog mig et par år inden jeg kunne definere det jeg havde været udsat for som et seksuelt overgreb. I mit hoved var et overgreb noget der foregik på gaden og gerningsmanden var en ukendt mand – ikke en universitetsstuderende som jeg havde diskuteret alt muligt med inden.

Jeg har siden lært en hel del om, hvordan jeg endnu bedre kan tackle sådanne situationer og har ikke været ude for en lignende situation.
Skubbede gerningsmanden, sin far ud af sengen Jeg er ca 15-16 år og bor hjemme endnu. Den situation jeg vil fortælle, om er en seance der er... (læs mere)
Jeg er ca 15-16 år og bor hjemme endnu. Den situation jeg vil fortælle, om er en seance der er foregået mange gange. Men denne gang er den første gang jeg er i stand til at turde handle og kæmpe imod og undgå min fars incestoverbreb mod mig.

Jeg ligger i min seng på mit værelse. Det er nat. Jeg sover ikke, jeg ligger og lytter efter lyde. Jeg hører mine forældres soveværelses dør blive åbnet. På den måde den åbnes på kan jeg høre at det er ham. Jeg trækker natkjolen ned for at dække min krop og vender ryggen mod rummet, ud mod ham. Jeg trækker dynen ned omkring mig, så den ligger spændt fast omkring mig. Jeg lægger armene beskyttende op omkring mine bryster og knytter hænderne sammen ved mit ansigt. Jeg trækker benene op og tæt sammen. Jeg lader som om jeg sover. Jeg ved at han snart vil komme ind og lægge sig ved siden af mig og begynde at famle på min krop. Jeg kan mærke vreden i min mave, bliver følelseskoldt, lukket, afvisende. Han plejer at gå på toilettet først og så kom ind. Rigtig nok hører jeg ham komme ud fra toilettet. Jeg hører skridtene hen imod min dør. I det dørhåndtaget trækkes ned er alle mine kanaler lukket. Jeg vil ikke lade ham røre min krop, jeg er vred og jeg kan ikke holde vreden neutral og dæmpe den. Han kommer ind i mit værelse og jeg lader som om jeg sover. Da han lægger sig bagved ryggen på mig, lader jeg som om jeg vågner. Jeg rykker mig vredt og afvisende væk fra ham, jeg udbryder lyde af irritation og siger noget med ”Altså, lad være, jeg sover”: Han forsøger at komme ind under dynen. Jeg gør modstand ved at holde dynen omkring mig og siger vredt ”Lad være”. Han bliver ved med at famle sig ned under dynen og presse sig ind mod mig. Jeg bliver rasende, skyder ryg og stemmer hænder og fødder mod væggen og med alle mine kræfter skubber jeg ham ud af sengen. Han falder ned på gulvet med et bump. Jeg griner lidt ind i mig selv. Efter den første følelse af sejr, vundet, bliver jeg nu også lidt bange for hvad han nu vil gøre. Jeg ligger stadig lukket med ryggen imod ham og føler tiden snegler sig afsted. Hvad sker der nu, hvad sker der nu!! Jeg føler mig svagere, men holder min afvisning. Han udstøder nogle rasende lyde, rejser sig og går hurtigt ud af rummet og smækker døren i efter sig. Jeg har en blanding af angst og en følelse af at jeg har sejret. Han var ikke så magtfuld mere. Jeg føler mig overlegen og stærk mod ham. Jeg ved at jeg har gjort det helt rigtige, det var ham der gjorde noget forkert, det var ham der var den svage.

Indtast din beretning