En voksen mand tårner sig op bag min treårige datter. En gang imellem prikker eller kilder han hende, og hun reagerer ved at krympe sig. Mindre og mindre bliver hun med hver uønsket berøring. Jeg forestiller mig, at hun prøver at blive lille nok til at smutte ud af sin barnestol og glide under bordet.
Når min mor overværer denne scene, ser hun legende drillerier. En morfar engagerer sig i sit barnebarn.
′′ Mae." Min stemme skærer igennem larmen af en velkendt familiesammenkomst. Hun ser ikke på mig.
′′ Mae." Jeg starter forfra. ′′ Du kan sige nej til ham, Mae. Hvis dette ikke føles okay, kan du fx sige ” Papa, vær sød at gå væk - jeg vil gerne have lidt plads til min krop."
Mens jeg siger ordene, læner min stedfar, bulldogen, sig ind lidt tættere på, lige ovenover hendes hoved. Hans dybe grin håner mig mens min datter kryber endnu sammen i håb om at undslippe hans kilden og varme ånde.
Jeg gentager med lidt mere kraft. Endelig kigger hun op på mig.
′′ Mor kan du sige det?" Overraskende. En treårig pige føler sig ikke tryg ved at forsvare sig mod en voksen mand. En mand, der har udtalt igen og igen, at han elsker og holder af hende, og alligevel står han her og viser nul interesse for hendes ønsker vedrørende hendes egen krop. Jeg er klar til kamp.
′′Papa! Vær venlig at flytte dig væk! Mae vil gerne have mere plads." Min stemme er fast, men munter. Han bevæger sig ikke.
′′ Papa. Det burde ikke være nødvendigt at spørge dig to gange. Vær venlig at rykke dig væk. Mae synes det er ubehageligt."
′′ Åh, slap af," siger han, og nusser hendes pjuskede lyse hår. Patriarkatet står og patroniserer mig i mit eget forbandet køkken. ′′ Vi leger bare." Hans sydstats dialekt er ikke charmerende.
′′ Nej. Du legede. Det gjorde hun ikke. Hun har gjort det klart, at hun gerne vil have mere plads, nu bedes du flytte dig."
′′ Jeg kan lege, som jeg vil med hende”, siger han, og retter ryggen. Mit krop spænder op. De solblegede hår på mine arme rejser sig, da denne mand, der har været min faderfigur i mere end tre årtier, går ind i kampringen.
′′ Nej nej, du kan ikke lege, som du vil med hende. Det er ikke i orden at 'have det sjovt' med nogen, der ikke vil lege." Han åbner munden for at svare, men mit raseri er tydeligt gennem mit tilbageholdte svar. Mon min datter kan mærke det. Det håberjeg, hun kan.
Han trækker sig tilbage til stuen, og min datter stirrer op på mig. Hendes øjne, et stjerneskud af blå og brun stråler af beundring for hendes mor. Dragen er blevet slået (foreløbig). Min egen mor er tavs. Hun nægter at have øjenkontakt med mig
Det er den samme kvinde, der lukkede mig ned, da jeg fortalte hende om et seksuelt overgreb, jeg for nylig huskede at være udsat for. Dette er den samme kvinde, som blev kidnappet af en bilfuld fremmede, da hun gik hjem en nat. Hun kæmpede og skreg, indtil de smed hende ud. Mens de kørte bort, kørte de over hendes ankel og efterlod hende med et liv med fysisk og følelsesmæssig smerte. Dette er den samme kvinde, som intet sagde, som ikke kunne sige noget, da hendes chef og hans venner sexchikanerede hende i årevis. Dette er den samme kvinde, som giftede sig med en af de venner.
Når min mor overværger denne scene, ser hun sin datter overreagerer. Hun ser mig ′′ gøre et stort nummer ud af ingenting." Hendes bekymringer ligger mere i at opretholde status quo og ikke ryste min stedfars giftige ego end i at beskytte den krympende treårige foran hende.
Når jeg ser på denne scene, er jeg både opmuntret og misfornøjet. Min egen styrke og afvisning af at tie stille er resultatet af hundredvis, sandsynligvis tusindvis af års kvinder mishandling, hvor deres protester er blevet ignoreret. Det er resultatet af at se min egen mor lide stille og roligt af for mange mænds overgreb. Det er resultatet af min egen mishandling og mit højtidelige løfte om at være med til at afslutte denne cyklus.
Det ville være så nemt at se en lille pige blive undervist i, at hendes ønsker ikke betyder noget. At hendes krop ikke er hendes egen. At selv mennesker, hun elsker, vil mishandle og ignorere hende. Og at alt dette er ′′okay ′′ i andre menneskers navn, mænd, der har det sjovt.
Men det, jeg ser i stedet, er en lille pige, der ser sin mor. Jeg ser en lille pige lærer, at hendes stemme betyder noget. At hendes ønsker betyder noget. Jeg ser en lille pige lære at hun godt må og forventes at sige nej. Jeg ser hende lære at dette ikke er okay.
Jeg håber også, at min mor lærer noget.
At bekæmpe patriarkatet en bedstefar ad gangen.
Af Lisa Norgren
Når min mor overværer denne scene, ser hun legende drillerier. En morfar engagerer sig i sit barnebarn.
′′ Mae." Min stemme skærer igennem larmen af en velkendt familiesammenkomst. Hun ser ikke på mig.
′′ Mae." Jeg starter forfra. ′′ Du kan sige nej til ham, Mae. Hvis dette ikke føles okay, kan du fx sige ” Papa, vær sød at gå væk - jeg vil gerne have lidt plads til min krop."
Mens jeg siger ordene, læner min stedfar, bulldogen, sig ind lidt tættere på, lige ovenover hendes hoved. Hans dybe grin håner mig mens min datter kryber endnu sammen i håb om at undslippe hans kilden og varme ånde.
Jeg gentager med lidt mere kraft. Endelig kigger hun op på mig.
′′ Mor kan du sige det?" Overraskende. En treårig pige føler sig ikke tryg ved at forsvare sig mod en voksen mand. En mand, der har udtalt igen og igen, at han elsker og holder af hende, og alligevel står han her og viser nul interesse for hendes ønsker vedrørende hendes egen krop. Jeg er klar til kamp.
′′Papa! Vær venlig at flytte dig væk! Mae vil gerne have mere plads." Min stemme er fast, men munter. Han bevæger sig ikke.
′′ Papa. Det burde ikke være nødvendigt at spørge dig to gange. Vær venlig at rykke dig væk. Mae synes det er ubehageligt."
′′ Åh, slap af," siger han, og nusser hendes pjuskede lyse hår. Patriarkatet står og patroniserer mig i mit eget forbandet køkken. ′′ Vi leger bare." Hans sydstats dialekt er ikke charmerende.
′′ Nej. Du legede. Det gjorde hun ikke. Hun har gjort det klart, at hun gerne vil have mere plads, nu bedes du flytte dig."
′′ Jeg kan lege, som jeg vil med hende”, siger han, og retter ryggen. Mit krop spænder op. De solblegede hår på mine arme rejser sig, da denne mand, der har været min faderfigur i mere end tre årtier, går ind i kampringen.
′′ Nej nej, du kan ikke lege, som du vil med hende. Det er ikke i orden at 'have det sjovt' med nogen, der ikke vil lege." Han åbner munden for at svare, men mit raseri er tydeligt gennem mit tilbageholdte svar. Mon min datter kan mærke det. Det håberjeg, hun kan.
Han trækker sig tilbage til stuen, og min datter stirrer op på mig. Hendes øjne, et stjerneskud af blå og brun stråler af beundring for hendes mor. Dragen er blevet slået (foreløbig). Min egen mor er tavs. Hun nægter at have øjenkontakt med mig
Det er den samme kvinde, der lukkede mig ned, da jeg fortalte hende om et seksuelt overgreb, jeg for nylig huskede at være udsat for. Dette er den samme kvinde, som blev kidnappet af en bilfuld fremmede, da hun gik hjem en nat. Hun kæmpede og skreg, indtil de smed hende ud. Mens de kørte bort, kørte de over hendes ankel og efterlod hende med et liv med fysisk og følelsesmæssig smerte. Dette er den samme kvinde, som intet sagde, som ikke kunne sige noget, da hendes chef og hans venner sexchikanerede hende i årevis. Dette er den samme kvinde, som giftede sig med en af de venner.
Når min mor overværger denne scene, ser hun sin datter overreagerer. Hun ser mig ′′ gøre et stort nummer ud af ingenting." Hendes bekymringer ligger mere i at opretholde status quo og ikke ryste min stedfars giftige ego end i at beskytte den krympende treårige foran hende.
Når jeg ser på denne scene, er jeg både opmuntret og misfornøjet. Min egen styrke og afvisning af at tie stille er resultatet af hundredvis, sandsynligvis tusindvis af års kvinder mishandling, hvor deres protester er blevet ignoreret. Det er resultatet af at se min egen mor lide stille og roligt af for mange mænds overgreb. Det er resultatet af min egen mishandling og mit højtidelige løfte om at være med til at afslutte denne cyklus.
Det ville være så nemt at se en lille pige blive undervist i, at hendes ønsker ikke betyder noget. At hendes krop ikke er hendes egen. At selv mennesker, hun elsker, vil mishandle og ignorere hende. Og at alt dette er ′′okay ′′ i andre menneskers navn, mænd, der har det sjovt.
Men det, jeg ser i stedet, er en lille pige, der ser sin mor. Jeg ser en lille pige lærer, at hendes stemme betyder noget. At hendes ønsker betyder noget. Jeg ser en lille pige lære at hun godt må og forventes at sige nej. Jeg ser hende lære at dette ikke er okay.
Jeg håber også, at min mor lærer noget.
At bekæmpe patriarkatet en bedstefar ad gangen.
Af Lisa Norgren
Det er en aften i juli og jeg kommer gående på gaden på vej hjem. Jeg ser et par, en yngre mand og en yngre kvinde diskutere højlydt. Manden er truende og bebrejdende i sit kropssprog, det kan jeg se allerede inden jeg kan høre deres stemmer. Hun virker opgivende og prøver at gå væk fra ham, men han spærrer vejen for hende, imens han bliver ved med at anklage hende for et eller andet. Da jeg kommer tættere på han jeg hører at han er vred over at hun har haft sex med en hun bor tæt på på kollegiet. Hun siger at han har gjort præcis noget tilsvarende, men han bliver mere og mere rasende - det er IKKE det samme, siger han. Jeg kan se på ham at han bliver ved og ved med at sige det samme og hidser sig mere og mere op. Jeg standser for at tale med en hundehvalp for at blive i nærheden og holde øje med hvordan det udspiller sig. Måske kan min tilstedeværelse i nærheden virke regulerende på hans adfærd. Men han bliver ved. Kvinden sidder på en trappesten og han står og råber de samme ting af hende igen og igen. Jeg bliver stående på hjørnet overfor og lader som om jeg kigger på min telefon. Manden bliver ved, han kan ligesom ikke stoppe. Kvinden virker opgivende, men virker omvendt ikke til at hun forlader situationen. Til sidst tænker jeg - at jeg vil prøve at punktere den der energi, han har kørende, hvor han bare bliver ved. Jeg ser han har en cigaret og tænker:" Fuck det, jeg spørger sgu om jeg må bomme en cigaret". Jeg går over til dem og afbryder med en løgn om, om han har en cigaret. Jeg er egentligt stoppet med at ryge, siger jeg, men fik sgu sådan lyst. Han har ikke flere, men det har hun og jeg får en cigaret af hende og han tænder den for mig.
Bor I nede på kollegiet, spørger jeg, for at prøve at få dem til at tale med mig. De er begge afvisende, men jeg bliver ved lidt endnu. Så takker jeg for smøgen og ønsker dem en god aften. Da jeg går væk, ser jeg at han prøver at samle sig lidt, men jeg tror måske at min forstyrrelse tog pusten lidt ud af ballonen. Jeg havde det godt med at vise ham, at jeg så hans opførsel og ikke lod mig intimidere af den, men gik over til ham og forstyrrede det han havde gang i - på en rolig måde.
Bor I nede på kollegiet, spørger jeg, for at prøve at få dem til at tale med mig. De er begge afvisende, men jeg bliver ved lidt endnu. Så takker jeg for smøgen og ønsker dem en god aften. Da jeg går væk, ser jeg at han prøver at samle sig lidt, men jeg tror måske at min forstyrrelse tog pusten lidt ud af ballonen. Jeg havde det godt med at vise ham, at jeg så hans opførsel og ikke lod mig intimidere af den, men gik over til ham og forstyrrede det han havde gang i - på en rolig måde.
Det var en aften i november, og mit barnebarn Maya skulle mødes med en veninde, der bor i København, ved 7-Eleven på Nørreport station kl. 18; de skulle følges til en skoleteaterforestilling i nærheden.
Maya bor i en forstad nord for København, og hun skulle køre med S-toget til Nørreport. Hun var 14 år på det tidspunkt, og det var første gang hun kørte alene til byen om aftenen.
Maya ringede til mig fra Nørreport station. Hun fortalte, at hendes veninde ikke var kommet. Det var mørkt, og jeg kunne høre hun var nervøs. Der havde været en fuld mand i toget, som hun var blevet bange for, og hun vidste ikke, om han var gået efter hende. Hun stod alene på stationen, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre; hun havde prøvet at ringe til veninden, som ikke tog sin telefon.
Jeg spurgte hende, om hun kunne se 7-Eleven fra hvor hun stod – og ja hun kunne se flere. Jeg bad hende om at gå ind i den nærmeste og blive derinde til veninden kom. Vi snakkede om, hvad hun skulle gøre, hvis en af ekspedienterne talte til hende, og vi blev enige om, at hun skulle sige, hun ventede på en veninde, og at hun eventuelt kunne købe en pakke tyggegummi, hvis det tog meget lang tid. Jeg bad hende ringe til veninden igen og fortælle, hvor hun var og så ringe tilbage til mig. Det gjorde hun, veninden var på vej, og vi blev ved at snakke sammen indtil Maya kunne se veninden. Maya var glad, og jeg roste hende meget for at ringe til mig, da hun følte sig utryg.
Skrevet af Mayas mormor
Maya bor i en forstad nord for København, og hun skulle køre med S-toget til Nørreport. Hun var 14 år på det tidspunkt, og det var første gang hun kørte alene til byen om aftenen.
Maya ringede til mig fra Nørreport station. Hun fortalte, at hendes veninde ikke var kommet. Det var mørkt, og jeg kunne høre hun var nervøs. Der havde været en fuld mand i toget, som hun var blevet bange for, og hun vidste ikke, om han var gået efter hende. Hun stod alene på stationen, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre; hun havde prøvet at ringe til veninden, som ikke tog sin telefon.
Jeg spurgte hende, om hun kunne se 7-Eleven fra hvor hun stod – og ja hun kunne se flere. Jeg bad hende om at gå ind i den nærmeste og blive derinde til veninden kom. Vi snakkede om, hvad hun skulle gøre, hvis en af ekspedienterne talte til hende, og vi blev enige om, at hun skulle sige, hun ventede på en veninde, og at hun eventuelt kunne købe en pakke tyggegummi, hvis det tog meget lang tid. Jeg bad hende ringe til veninden igen og fortælle, hvor hun var og så ringe tilbage til mig. Det gjorde hun, veninden var på vej, og vi blev ved at snakke sammen indtil Maya kunne se veninden. Maya var glad, og jeg roste hende meget for at ringe til mig, da hun følte sig utryg.
Skrevet af Mayas mormor
Det har været en laaang dag. Jeg har siddet i div. møder, bl.a. med seje samtykke aktivister og været med i optagelse til Let's Talk About Yes video hos Amnesty International. Jeg er langt om længe på vej hjem med S-toget og har en frysepizza i cykelkurven - som jeg i den grad glæder mig til at sætte tænderne i! Humøret var også højt, lige indtil at (endnu) en mand følte sig berettigede til opføre sig aggressivt, sexistisk og racistisk overfor en fremmede kvinde.
Der var pres på pladsen i cykelvognen, men stadig én fri, som denne mand sagtens kunne have benyttet. I stedet insisterer han på, at ville stå med cyklen på langs klapsæderne. På sæde nr. 2 ind mod den åbne vogn, sidder der en kvinde. (Der sidder også en mand på sæde nr. 1 fra døren - man han bliver 'sjovt' nok ikke antastet.) Manden med cyklen beordrer kvinden på dansk, at hun skal flytte sig. Hun viser med fagter og siger på engelsk, at der jo er en ledig cykelplads lige der. Det vil han ikke og påbegynder så i en nedladende tone på danglish: ' Oh, you are Eastern European, are you not? Well I am Danish, and I am tired of you coming here and not showing us respect. So move!' Kvinden kommer med en hovedrysten, giver ikke efter, men kigger ned. En anden kvinde kommer hende til undsætning og spørger så (med rette) manden: 'Why does where she is from matter?'. Manden siger så: 'This is my country and you should show us respect!'. Jeg har observeret det hele fra modsatte hjørne og kan nu ikke holde min kæft længere. For det er for groft. Så på klingende jydsk giver jeg ham svar på tiltale - vel vidende, at det nok bare er benzin på bålet. 'Måske du sku' ta' og stoppe dig selv. Det er dig der mangler respekt og det er netop ikke dansk at tale sådan til andre mennesker!' Manden har nu samme farve i hovedet som sin højrøde strikhue, for han havde nok ikke forventet den slags søstersolidaritet i S-toget. 'Bland dig uden om og luk arret!' vrisser han af mig.
Jeg er kold, for jeg vil ikke finde mig i den slags. Jeg kan og vil ikke stiltiende acceptere den slags opførsel og heller ikke de holdninger. Så jeg siger bare 'Du skal ikke chikanere kvinder i toget!'
Toget stopper og kører ikke videre.
Han harcelerer nu videre mod mig, mens han trækker sin cykel hen mod og forbi mig. Han får en koldt blik tilbage og en gentagelse. "Du skal ikke chikanere kvinder i toget!.'
Manden har hævet sin stemme og siger skingert: 'Luk arret kælling!'
Mig endnu engang - kølig uden på og med hamrende hjerte (for jeg er reelt bange for om han kunne finde på at lange ud efter mig) 'Du skal ikke chikanere kvinder i toget!'
Han går ud. Jeg venter, men mit blik følger ham. En anden ung kvinde går forbi mig og spørger om jeg er okay. Det svarer jeg ja til og tak! For det var rart, at føle omsorg midt i den ordveksling, der lige havde fundet sted.
Da jeg går ud følger bag mig kvinden det hele handler om. Jeg spøger: 'Are YOU okay?' Hun nikker og siger på gebrokken dansk 'Ja det er jeg. Tak.' Hun gav et lille smil og trak ned af perronen.
Sikke en oplevelse. Jeg er glad for at andre og jeg selv inklusiv kunne og havde modet til at sige fra. Dog ville jeg ønske, at oplevelser som denne, ikke skete. Nogensinde.
Der var pres på pladsen i cykelvognen, men stadig én fri, som denne mand sagtens kunne have benyttet. I stedet insisterer han på, at ville stå med cyklen på langs klapsæderne. På sæde nr. 2 ind mod den åbne vogn, sidder der en kvinde. (Der sidder også en mand på sæde nr. 1 fra døren - man han bliver 'sjovt' nok ikke antastet.) Manden med cyklen beordrer kvinden på dansk, at hun skal flytte sig. Hun viser med fagter og siger på engelsk, at der jo er en ledig cykelplads lige der. Det vil han ikke og påbegynder så i en nedladende tone på danglish: ' Oh, you are Eastern European, are you not? Well I am Danish, and I am tired of you coming here and not showing us respect. So move!' Kvinden kommer med en hovedrysten, giver ikke efter, men kigger ned. En anden kvinde kommer hende til undsætning og spørger så (med rette) manden: 'Why does where she is from matter?'. Manden siger så: 'This is my country and you should show us respect!'. Jeg har observeret det hele fra modsatte hjørne og kan nu ikke holde min kæft længere. For det er for groft. Så på klingende jydsk giver jeg ham svar på tiltale - vel vidende, at det nok bare er benzin på bålet. 'Måske du sku' ta' og stoppe dig selv. Det er dig der mangler respekt og det er netop ikke dansk at tale sådan til andre mennesker!' Manden har nu samme farve i hovedet som sin højrøde strikhue, for han havde nok ikke forventet den slags søstersolidaritet i S-toget. 'Bland dig uden om og luk arret!' vrisser han af mig.
Jeg er kold, for jeg vil ikke finde mig i den slags. Jeg kan og vil ikke stiltiende acceptere den slags opførsel og heller ikke de holdninger. Så jeg siger bare 'Du skal ikke chikanere kvinder i toget!'
Toget stopper og kører ikke videre.
Han harcelerer nu videre mod mig, mens han trækker sin cykel hen mod og forbi mig. Han får en koldt blik tilbage og en gentagelse. "Du skal ikke chikanere kvinder i toget!.'
Manden har hævet sin stemme og siger skingert: 'Luk arret kælling!'
Mig endnu engang - kølig uden på og med hamrende hjerte (for jeg er reelt bange for om han kunne finde på at lange ud efter mig) 'Du skal ikke chikanere kvinder i toget!'
Han går ud. Jeg venter, men mit blik følger ham. En anden ung kvinde går forbi mig og spørger om jeg er okay. Det svarer jeg ja til og tak! For det var rart, at føle omsorg midt i den ordveksling, der lige havde fundet sted.
Da jeg går ud følger bag mig kvinden det hele handler om. Jeg spøger: 'Are YOU okay?' Hun nikker og siger på gebrokken dansk 'Ja det er jeg. Tak.' Hun gav et lille smil og trak ned af perronen.
Sikke en oplevelse. Jeg er glad for at andre og jeg selv inklusiv kunne og havde modet til at sige fra. Dog ville jeg ønske, at oplevelser som denne, ikke skete. Nogensinde.