Jeg var 25 år, og jeg arbejdede som stewardesse ombord på et passagerskib. En middag hold vi frokost for hele besætningen (ca. 40 mand) og under denne frokost drak jeg meget og blev derfor godt fuld. Resultatet var også, at jeg efter et par timer gik ned på mit kammer for at sove rusen ud. Jeg låser min dør, klæder mig af og hopper i køjen. Et par timer senere, ved en 4-5-tiden vågner jeg ved, at en af kokkene er hoppet op i køjen til mig og vil i seng med mig. Jeg reagerer ved at krybe helt sammen i et hjørne af køjen og forsvarer mig ved at bide ham i armen og nive ham og skælder ham vistnok også ud. Han opgiver og forsvinder ud af mit kammer, måske fordi der var andre i nærheden.

Jeg mener, min modstand var afgørende for at han forsvandt igen. Jeg tror, han forestillede sig, at når jeg var så fuld, ville jeg blot blive liggende helt stille og roligt. (Måske slet ikke opdage, hvad der foregik og først opdage det ved en evt. graviditet).

Da jeg atter vågnede op og huskede, hvad der var foregået, undrede det mig selvfølgelig, hvordan han var kommet ind. Jeg fandt ud af, at han havde lånt en masterkey og var brudt ind til mig.

Mine følelser bagefter var vrede, men også skyldfølelse, selvom jeg ikke ville have skyldfølelse, så kunne jeg ikke undgå det. Holdningen ombord på et skib er, at det altid er luderen, der har skylden. Og denne holdning følte jeg i mig, selvom jeg i bund og grund er uenig og reagere imod den, når jeg hører den udtalt. Denne holdning gav sig udslag i, at jeg følte skyld, var flov, tænkte på at jeg blot kunne lade være med at drikke mig fuld. Jeg havde mest lyst til at gemme mig i et musehul og ikke se nogen, og da allermindst kokken. Men da jeg vidste, hvorfor jeg følte skyld, overtog vreden hurtigt mine handlinger. Jeg tænkte, at det skulle være løgn. Det var ikke kokken, der skulle få lov at bestemme den situation. Jeg vidste, at jeg kunne få kokken plus ham der havde lånt ham masterkeyen, fyret ved at gå til skipperen og fortælle ham situationen. Men det ville jeg ikke. Nok fordi jeg synes, det var for et drastisk skridt. Hvis jeg rent faktisk var blevet voldtaget, havde jeg nok gjort det. Jeg reagerede i stedet ved at fortælle alle, der arbejdede i restauranten samt de venner, jeg havde blandt de officerende om, hvad der var sket, hvor groft jeg synes, det var, samt at jeg kunne få ham smidt hjem, hvis det var det, jeg ville. Dernæst sparede jeg ikke med at komme med spydige kommentarer til kokken, når der var andre, der kunne høre dem. Hans blå-gule tandmærke var et oplagt emne. Jeg sørgerede for, at han blev latterliggjort, og at han kunne få skyldfølelsen. Ingen var i tvivl om, hvem der havde givet ham tandmærket og hvorfor.

Jeg vil ikke sige, at det var let at sige de første bemærkninger til kokken, men da jeg først havde gjort det, havde jeg det meget bedre. Han prøvede heller ikke på noget siden.